Du er her: 

Det, vi mister...

- Tanker fra egnens præster, så længe kirkerne holder lukket i forbindelse med Coronakrisen.

Det, vi mister...

Det er svært at genkende sit eget liv for tiden. Hvor blev det af, alt det vi plejede at gøre og dem, vi plejede at mødes med? Arbejdspladsen, skolen, fritidslivet eller bare friheden… det er langt væk nu, og ugerne ligger foran os i et fortsat limbo. ”Vi indhenter det”, siger vi til hinanden, ”når det her er ovre, så indhenter vi det forsømte”. Ja, det gør vi og det glæder vi os til. Men der er også noget, vi mister. Hver især erfarer vi nu, at noget tabes, noget, som skulle have været, men tiden går, og alt kan ikke hentes. Hvad blev der af det liv, vi kendte?

I det gamle testamente (Es 43,1) siger Gud Herren: ”Jeg kalder dig ved navn, du er min”. Midt i den tabte dagligdag og den ukendte fremtid og frygten, som gnaver et sted derinde, er der én, der kender og genkender mig, én for hvem jeg ikke er gledet ud i ingenting, selvom det liv, jeg kendte, er det. Nogle af de glæder, vi skulle have delt i foråret, er tabt. Vi er ikke tabt. Vi er. I al evig kaldet ved navn.

Det er i orden at være ked af den tabte tid og det, den skulle have været fyldt med. Det er vi alle sammen. Og husk så, at sorg og glæde ikke er modsætninger. Vi taber noget, men ikke alt. Vi finder glæden igen. Vi hjælpes ad.

Af Winnie Nørholm Rischel, Sindal-Astrup pastorat, den 25. marts 2020

Hent dokumentet i PDF-format!

Del dette: